Efterladt ved selvmord?

Mindst 5 pårørende bliver ramt, hver gang et menneske begår selvmord.

Sorgen kan være meget svær at komme igennem, når en man elsker eller holder af, dør.
Er dødsfaldet sket ved egen hjælp, er tilstanden særlig problematisk.

De efterladte er i risiko for, at ikke blot skulle kæmpe med sorgen, savnet, vreden, skammen og skyldfølelsen, men også med fare for, at omgivelserne ikke kan give den rette forståelse og støtte.

Mange ved ikke, hvordan de skal være over for de efterladte, og selvmord er i dag mindre tabu, men alligevel er det noget man ikke taler om!

Her er interne links til de øvrige sider, der omhandler selvmord, efterladte, pårørende, hjælp til selvhjælp mv.
Pårørende til efterladte
Forsøg på selvmord
Hjælp til selvhjælp
Det Danske System

Gentagne replikker fra omgivelserne

At sige til en efterladt, at vedkommende jo selv valgte døden er en meget normal reaktion fra pårørende og venner mv. Men det er ikke en replik der hjælper nogen steder. Det giver ikke den efterladte en trøst. Skyldfølelsen er en væsentlig del og den fylder voldsomt i sindet. Den forsvinder ikke ved de replikker. Eller, du må se og komme videre, og du SKAL, du har jo os at leve for. Det er endnu den værste replik jeg har hørt og den kommer desværre alt for ofte, nøjagtig som den første replik. Hvad skulle det hjælpe? Man ved det godt altsammen. Men tankerne omkring, hvorfor, og hvad gjorde jeg galt, som fik ham/hende til at begå selvmord. Det er det der adskiller denne sorg fra andre former for sorg. Det er bla. skyldfølelsen.

Vrede, selvbebrejdelse, skyld og forståelse for hvorfor det skete er en meget typisk følelse og den er ufatteligt dominerende i en efterladt. Der er også en del skam forbundet med det at være efterladt ved selvmord. Jeg selv har været opfyldt af meget skam, og har været meget bange for at mine nære og kolleger mistede respekten for mig. Måske også fordi det for mig er sket to gange nu. Tanken om, hvad andre tænker om en, fylder en hel del.

Jeg har været heldig, at jeg har en kæmpe vennekreds som har været meget forstående overfor mig, men også de har haft svært ved at tackle, at jeg igen har mistet ved selvmord. 2. gang er værre, netop fordi man allerede ved hvilket helvede man skal igennem. 2. gang er to gange for meget. Hvordan lever man videre med den dobbelt skam, dobbelt vrede, dobbelt skyldfølelse, alting er fordoblet.

Selvmordstanker hos den efterladte er også almindelig, man vil følge den døde. Netop fordi man har mange uafklarede spørgsmål, og man bliver efterladt med ingenting. Tillid er også en del af den efterladtes lod. Den efterladte føler ofte, at der ikke længere er nogen der kan stoles på. Der ligger også en kæmpe angst forbundet med selvmordet. Der bliver et tillidsbrud til andre mennesker, i og med, at man også er bange for at miste dem. Man tør ikke længere tro på, at ens nære bliver hos en. Jeg har selv været og er stadig utrolig angst for at miste mit barn. Jeg bekymrer mig langt mere end jeg plejer og det er meget hårdt for både barn og mor.

Man føler livet er blevet revet midt over, at der ikke er noget at fortsætte for, også selvom man har børn eller nære omkring en. Søvnproblemer, er også en vanskelig del af sorgen. Som regel kommer tankerne når man skal falde til ro og er alene.

Facaden overfor andre efter et stykke tid er også noget en efterladt døjer med. Man vil ikke vise, hvor slemt man egentligt har det indeni, at man er ved at knække sammen og at livet er ved at gå helt itu. Det er som om, når der er gået nogle måneder, jamen så er alt ved det gamle. Men der vil jeg påstå det er værre. Når tiden skrider frem, bliver savnet endnu større, når alt er roligt omkring en, når alle passer deres eget igen, sidder den efterladte tilbage med endnu større sorg. Sorgen igen over at være blevet efterladt, alle spørgsmålene, alle tankerne, for nu er der ro. Det er netop nu, den efterladte har endnu mere brug for hjælp fra omgivelserne. Det er nu det er vigtigt, at tage hånd om den efterladte. Meget mere end i starten af dødsfaldet. Det er også livsnødvendigt at tage sig af den efterladte lige efter selvmordet. Men endnu vigtigere, at omgivelserne forstår, at det varer ved og sorgen bliver værre.

Jeg føler selv, jeg skal opretholde en facade i hverdagen, og det er meget hårdt. Det er meget trættende og det fylder enormt indeni. Jeg har forsøgt, at holde mig i gang hele tiden, mest fordi smerten i hjertet gør alt for ondt. Men det giver søvnproblemer i stedet for, for tankerne kommer og det kan man være helt sikker på.

At siden her hedder sjæletab er ikke tilfældigt. Man mister halvdelen af sin sjæl til den der har begået selvmord. Halvdelen af sjælen er fulgt med og det er svært at hente den tilbage igen. Man lever halvt, man gør alting halvt. Derfor kalder jeg det sjæletab, det må være det rette ord for den efterladte.

Sjæletab

Et andet og langt alvorligere tab af kraft er det som Shamanen kalder sjæletab. Det betragtes traditionelt som hovedårsag til mange alvorlige sygdomme. Sjæletab kan ske, når vi udsættes for oplevelser eller påvirkninger, der er så smertefulde, at det opleves som ubærligt. En del af sjælen kan da forlade os for at organismen som helhed kan overleve, om end i mere følelsesløs udgave. Delvis sjæletab er altså en funktionel overlevelsesmekanisme, der kun bliver problematisk, når den bortkomne sjæl ikke vil eller kan komme tilbage.

Sjæletab bevirker, at vi ikke kan mærke os selv, vores krop, følelser, det er som om man ser sit liv udefra. Andre symptomer er hukommelsestab for den ubærlige periode eller trang til at fylde hullet i sjælen med erstatninger for liv, som f.eks. stoffer og alkohol.

Den shamanistiske behandling består i at rejse ud og finde den bortkomne sjæledel og bringe den hjem igen. Dermed forenes man med alt det, den tog med sig og for nogle kræver denne integration ekstra indsats og støtte. Hvis ikke dette beskriver hvad en efterladt må gennemgå, så ved jeg snart ikke.

Selvhjælpsgrupper

Jeg deltager selv i en selvhjælpsgruppe, det er klart noget af det bedste jeg i mit liv har gjort af omsorg for mig selv. I gruppen handler det ikke om terapi, men hjælp til selvhjælp. Det betyder, at man ikke afbryder den der taler og man går ikke i dialog bagefter. Det er mere en metode til at man kan læsse af. I gruppen føler man sig lige, man føler sig ikke skamfuld, vred, bitter eller andre ting.

Gruppen har givet mig lyst til livet igen. Jeg har set og oplevet, at andre har det ligeså hårdt som jeg, før følte jeg mig alene med min sorg og mine tanker, som ind imellem har været groteske og meget dysfuntionelle.

Jeg valgte at leve i december måned, før den tid talte jeg meget om at dø, at jeg ikke ville mere. Så nu lever jeg, men jeg lever halvt og det har jeg accepteret. Så det at leve giver kræfter, når man har besluttet at blive her på jorden. Jeg kan selvfølgelig se, at mine omgivelser er lettede over min beslutning og selvfølgelig er det den mest korrekte. Men når man er i så dyb en sorg, tænker man ikke længere. Jeg ved jo også, hvad det har gjort ved mig og mit barn, at vores nære har begået selvmord, og tankerne omkring at efterlade andre med samme smerte er ikke rimelig. Det er nok den del af det, jeg mest har tænkt på. Mit barn har brug for mig, at hun ikke har mig helt lige nu og lang tid frem er noget vi begge har måttet tale om og sige ok til. Sådan er livet lige nu og også lang tid frem.

I selvhjælpsgruppe er man omfattet af tavshedspligt, netop fordi det er meget sårbare mennesker der sidder i gruppen. Det har krævet et kæmpe mod, at blot møde op og bagefter sidde og fortælle om sin historie og alle de tanker man ikke kan fortælle til andre. Man kommer meget tæt ind på livet af hinanden, man deler sin historie, omend det er forskelligt, hvilken måde man er blevet efterladt på, og hvilken person det er. Men sorgen og tankerne er oftest de samme!

Jeg tænker meget på, at en i gruppen fortalte, at selvmord er en kærlighed man ikke kan komme af med, som Johannes Møllehave har udtrykt i sin bog. Det er ganske korrekt og et af de mest rammende udtryk udover sjæletab jeg endnu har hørt. Man er nemlig opfyldt med kærlighed til den person der begik selvmord, og hvor skal man gøre af den, for den kærlighed gælder kun den person.

Landsforeningen "Efterladte ved selvmord"

I 2002 blev der dannet en landsforening for efterladte efter selvmord i Danmark. Den kan man læse om på www.efterladte.dk. Den har mange lokale arrangementer, de står alle omtalt på hjemmesiden. Desuden er der af forfatteren Inger Anneberg lavet en hjemmeside om bogen og om de dokumentarfilm hun har lavet, www.sorgenvedselvmord.dk

Jeg har haft kontakt med Inger Anneberg, der har skrevet bogen "Sorgen ved selvmord" Det er en bog jeg selv har haft stor glæde af. Desuden filmen om efterladte ved selvmord. Det er en meget stærk dokumentarfilm og det har krævet et ufatteligt mod fra de mennesker der deltager i den. Det kræver meget at stille sig offentligt frem og sige min..... har taget sit eget liv. Selv i en lukket gruppe som den jeg går i, kræver det så meget mod og styrke.

Inger Anneberg er den eneste som jeg har fundet, som direkte beskriver hvordan det er at være efterladt ved selvmord. Alt andet handler om dem som forsøger og de efterladte er blevet negligeret meget i tiden. Det er vigtigt, at der kommer fokus på de efterladte også, og det findes der næsten ikke noget materiale om, udover ovenstående hjemmesider, film og bøger.

Personerne i bogen "Sorgen ved selvmord " er anonyme, men det gør den ikke mindre interessant at læse. Den belyser stort set alle aspekter i det at være efterladt. Det er alle mennesker som beretter deres historie med et stort håb om at det kan hjælpe andre. Det er også en hjælp til at komme igennem det store traume og den kæmpe sorg de befinder sig i.

Jeg synes, der mangler materiale omkring "lige efter selvmordet". I alt materiale jeg har kunnet finde, er det år efter og jeg ved af erfaring, at man ikke der længere har de samme tanker, desuden er der følelser der går tabt undervejs. Jeg har derfor selv lavet en kortbog som endnu ikke er færdig. En dagbog dag for dag, omkring hvor slemt jeg havde det og har det. Det er fantastisk, når jeg kigger tilbage på bogen, at jeg har haft så stærke tanker og følelser, som var meget voldsomme. Jeg har dem stadig, men nu kan jeg magte at lægge dem i kasser og gemme dem lidt. Det er mit håb at få den udgivet en dag, den rummer den helt klare sandhed om hvordan jeg oplevede dette selvmord og hvad det har gjort ved mit liv. Hvad jeg følte og tænkte den dag det skete, det hele er med. Der mangler også materialer om efterladte der har mistet flere gange ved selvmord. Det kan jeg huske frustrerede mig meget, at jeg ikke kunne finde noget om dette. Det er meget lidt der findes. Jeg kan dog ikke være den eneste, der har mistet to mænd!

Links til artikler her på siden om efterladt efter selvmord og sjælerejser.
Forfatter: Webmaster
Dato: 15.01.07
Vi er nødt til at blive, måske!
At hente sjælen hjem!

Link til forumtråd: Efterladte efter selvmord

Alle billeder er hentet på nettet. Hvis de, som jeg ikke har set nogen steder er ophavsretligt beskyttet, meddel mig det omgående, også hvis du er ejer af billederne og jeg ikke må have dem på her!